Frederiksborghesten

Billede: Fredriksborg Hesteavlsforeningen: fhf.dk

Historie

Frederiksborg racen blev grundlagt i det 16. århundrede af de danske konger Frederik II og Christian IV, der samlede det bedste hestemateriale fra tidens store kongelige stutterier i Europa. Stambøger blev ført med stor præcision, hvilket gør Frederiksborghestens stambog til den ældste stambog over husdyr i verden. Avlsvirksomheden var samlet omkring Frederiksborg Slot og dets vidtstrakte jorde i Nordsjælland nord for København, hvor hestene græssede i enorme indhegninger, hvis navne stadig findes i den lokale geografi, fx Dyrehaven og Hestehaven. 

Især i 1700-tallet var de kongelige danske heste populære og efterspurgte i hele Europa for deres ædle blod og deres smukke, elegante ydre. Disse hestes udseende kan man bedst få et indtryk af ved at betragte Salys rytterstatue på Amalienborg Slotsplads, der er skabt af detaljer fra de bedste hingste på stutteriet ved Frederiksborg Slot. Frederiksborghestens gener fik stor indflydelse på andre europæiske racer, bl.a. Orlow traveren og Lipizzaneren, hvor hingsten Pluto grundlagde en hingstelinje og hoppen Deflorata en hoppefamilie, der begge eksisterer i dag. Frederiksborghesten er også grundlaget for den danske race Knabstrupperen, der er berømt for sin spættede lød.

Det kongelige stutteri var særligt berømt for sin farveavl. At have 6 eller 8 heste af nøjagtig samme farve i et spand var meget prestigefyldt. Før Mendels opdagelser om genetik, der gav en forklaring på farveavlens mysterier, parrede man heste af samme farve og langt hen ad vejen gav det den farve, man ønskede. Specielt efterspurgt var de hvidfødte Frederiksborgheste, der desværre var meget ufrugtbare. I dag ved man, at genet, der giver den hvide pels, er fatalt for fostret, hvis genet forekommer homozygot. Faktisk kaldes genet Frederiksborg Lethal White. Dette forklarer, hvorfor det dengang fremstod som dårlig frugtbarhed.

Avlen på det kongelige stutteri blev påvirket af både krig og økonomi, såvel som den til enhver tid regerende monarks personlige interesse i hesteavl. Stutteriet blev reduceret over flere omgange i løbet af 1700– og 1800-tallet. Tidligt i 1800–tallet var den regerende monark komplet uinteresseret i hesteavl og overlod hele stutteriadministrationen til en slægtning, Hertugen af Augustenborg. Det meste af det originale avlsmateriale blev erstattet af engelsk fuldblod, for væddeløb og avl af væddeløbsheste var Hertugens store interesse. Dette blev dødsstødet til den kongelige Frederiksborghesteavl, men på den anden side begyndelsen på moderne Holsteneravl, da dette var Hertugens område.

Det originale avlsmateriale blev solgt til lokale bønder, der bevarede gen-puljen. På trods af at det gav en kortvarig afbrydelse af den nøjagtige stambogsførelse, så fik den pludselige adgang til heste af bedre kvalitet interessen til at vokse og i den sidste halvdel af 1800-tallet blev Frederiksborghesten bøndernes hest, som de passede med stolthed. Der var en lille indflydelse fra andre racer, f.eks. gav den Jydske Hest mere styrke, og fra de sidste krampetrækninger af det kongelige stutteri i form af arabisk blod, engelsk fuldblod såvel som den engelske Yorkshirehest.

Efter underskrivelsen af den danske Grundlov i 1849 skete der en udvikling i hele samfundet, således også i lovgivingen vedrørende husdyr. Gennem dette startede lokale dyskuer, hvor avlerne kunne vinde præmier for de bedste dyr. Dette fokus på kvalitet gav grobund for privat hestehandel, der var meget mere rentabelt end under Enevælden. 

På denne tid fremstod Frederiksborghesten som en let halvblodshest, sammenlignet med den svære halvblod som den importerede Oldenborger, koldblod som Den Jydske Hest eller med fuld-blodsheste som engelsk fuldblod eller travheste. Frederiksborghesten havde ry for at have mere udholdenhed end andre halvblodsheste og kunne bruges både i marken og til transport. Der var en lille tilførsel af Trakehnerblod til Frederiksborghestene, fordi det danske krigsministerium handlede med Preussen og modtog 4 hingste, der tilsyneladende var af god kvalitet og som fik ret stor indflydelse i avlen.

Fra 1900 til 1950 gik det kun fremad for Frederiksborghesten. Den var meget populær i Danmark og dens type ændredes over mod den svære halvblodshest, fordi efterspørgslen gik i den retning. Så, med et brag, ændrede alt sig efter Anden Verdenskrig. Frederiksborghesteavlere holdt simpelthen på den forkerte hest ved at stole på de nationale avlskonsulenter, der, på trods af den teknologiske udvikling, var af den overbevisning, at arbejdsheste aldrig ville gå af mode. Op gennem 1950’erne forsvandt markedet for Frederiksborg-typen fuldstændigt til fordel for mere sportsprægede heste og et helt uforståeligt stort antal heste endte på slagteriet, hvorved genpuljen blev kraftigt reduceret. De racer, der kom godt igennem disse svære tider, viste sig at være enten racer, der gennem mange år havde været avlet som kavaleriheste i en lettere type og med indflydelse fra engelsk fuldblod, eller fx den danske oldenborger, der øjeblikkeligt blev krydset ind med fuldblod for at efterligne kavaleritypen. 

Det, der var tilbage af Frederiksborghestens genpulje er siden blevet bevaret af passionerede hesteavlere. Op gennem 60’erne og 70’erne blev det heftigt diskuteret, om det var nødvendigt at krydse med fremmedblod for at skabe en sportshest og dråber af hannoveransk, arabisk og engelsk fuldblod fandt vej ind til genpuljen. Typen ændrede sig faktisk mod en mere moderne ridehest og op gennem 90’erne, blev der fremvist flere sportsheste med toppræstationer, inklusiv Thor Bregnebjerg (vinder Grand Prix dressur), Tasano Toftedal (repræsentant for Danmark ved EM for Young Riders) og Nigeria (ex. Horos, International S-spring). 

Dagens Frederiksborghest står måske nok ikke i den fancy, slimline silhuette, der ses hos den moderne varmblod, men en egenskab, der er blevet bevaret, er Frederiksborghestens evne til at arbejde i et team. For at kunne arbejde på en stor gård eller blive betroet at trække en vogn med avlerens familie, måtte en hest være absolut pålidelig, ligesom den skulle have et enestående helbred. Heste, der var fysisk skrøbelige eller svære at håndtere, havde simpelthen ikke en plads på holdet og de var heller ikke ønskede i avlen.

Den moderne Frederiksborghest er derfor en pålidelig ”holdspiller” i en sund og robust ramme. 

Bevaringsarbejde:

Populationen af Frederiksborgheste er bevaret af private avlere og kontrolleret af markedsmekanismer. Antallet af føl født siden finanskrisen i 2008 har ligget mellem 35 og 60, i modsætning til 150-200 føl årligt i 1990’erne. Tendensen til antallet af fødte føl er heldigvis stigende. Frederiksborg Hesteavlsforening (LINK) forestår kåringsarrangementer for hingste, hopper og vallakker, ligesom der gennemføres skuer for føl og ungdyr.

Hingste kan fremvises tidligst i en alder af 2½ år til eksteriørvurdering, hvor den bliver evalueret på parametre som type, korrekthed i hoved, hals, overlinje, lemmer såvel som korrektheden og elasticiteten i gangarterne. Hvis den godkendes, tildeles hingsten 1 års midlertidig avlsgodkendelse, der kan forlænges yderligere én avlssæson, hvorefter den skal bestå en brugsprøve for at opnå kåring på livstid. Hingste kan fremvises i alle aldre, men hingste ældre end 4 år tildeles ikke midlertidig avlsgodkendelse, men må gå direkte til brugsafprøvning. Føl faldet efter frederiksborghingste uden avlsgodkendelse eller kåring kan ikke registreres som frederiksborgheste.

Hopper kan udstilles til kåring tidligst i en alder af 3 år, men kan i øvrigt fremvises i alle aldre, selv med føl ved siden. Hopperne vurderes på samme parametre som hingstene, men der er ikke krav om brugsafprøvning. Hoppens kåring gælder for livstid. Vallakker kan fremvises til eksteriørkåring på linje med hopperne. Med det relativt lave antal føl født pr. år, giver fremvisningen af vallakker avlsledelsen information om langt flere dyr til brug for evaluering af avlens udvikling.

Alle kårede dyr gives et stambogsnummer, der identificerer dem parallelt med UELN nummeret. Hoppers numre indledes tidligere med forkortelsen FR (fra 2019 erstattes det af FH eller FS), hingste FRH og vallakker FRV. Yderligere kan der tilføjes et R for Ridelighed hvis hesten opnår bestemte sportsresultater, eller E for Elite, hvis hesten opnår ekstraordinære avlsresultater. (eks. RFR eller EFRH).

Populationens størrelse er svær at estimere, siden der endnu ikke har været en officiel optælling af levende dyr i dette århundrede. Hvis det estimeres, at der over de seneste 20 år er født 1250 føl, vil ca. 500 på nuværende tidspunkt være mellem 4 og 14 år. 250 af disse vil være hopper og lad os antage at ca 15% er afgåede af forskellige årsager. Det giver 212 potentielle avlshopper til avl. Dette tal understøttes af antallet af kårede hopper i samme periode. Antallet af kårede eller avlsgodkendte hingste har i moderne tid svinget mellem 30 og 40, dog står nogle i udlandet og er således ikke tilgængelige for den brede population af hopper, og andre hingste er kun til rådighed via frostsæd, hvilket ikke er så populært blandt avlerne på grund af forholdsvis høje dyrlægeomkostninger.

Der er dog frosset sæd ned efter en hel del hingste for at bevare generne for eftertiden. Frederiksborg Hesteavlsforeningen indgik for få år siden et samarbejde med den danske stats Bevaringsudvalg for Husdyrgenetiske Ressourcer om tapning og nedfrysning af sæd fra en lang række af foreningens ældre hingste eller hingste af sjælden afstamning. Den nedfrosne sæd tilhører den danske stats Genbank, men en række hingsteejere fik ved samme lejlighed tappet sæd til deres eget brug. 

Embryo transfer har endnu ikke slået igennem som avlsmetode for Frederiksborghesten, sandsynligvis på grund af forholdsvis høje dyrlægeomkostninger. I 2014 deltog frederiksborghesten i et stort studie, der skulle undersøge genetiske sammenhænge mellem forskellige racer. Studiet konkluderede at Frederiksborghestens genetiske pulje er meget unik i forhold til andre racer. 

Vidste du?

Palominofarven har været til stede i den moderne stambog siden 1930’erne, men betegnelsen i frederiksborgavlen er ALTID isabella, ligesom buckskin farven altid angives som gul.

To historiske Frederiksborgheste er blevet bevarede i udstoppet form efter deres død i hhv. 1683 og 1864.

En unavngiven, spættet Frederiksborghest løb i 1683 fra København til Hillerød, en distance på ca. 40 km, på bare 42 minutter og faldt død om efter ankomst. Den blev udstoppet i en springende position og har været udstillet på Frederiksborg Slot.

Den hvidfødte Perlen var Frederik VIIs tro ganger i 16 år og den døde få måneder efter sin herre i 1864. Den blev udstoppet og tilhørte Naturhistorisk Museum. Da den blev genopdaget ca. 150 år efter sin død var den i dårlig forfatning, men den blev restaureret og fremvist i forbindelse med udstillingen Kongerækken til Hest i de kongelige stalde på Christiansborg i 2016.

Frederiksborghesten er stamfar til andre europæiske racer, f.eks. Orlow-traveren, Lipizzaneren og Knabstrupperen. Moderne varmblodshingste som Sir Donnerhall I & II og Concetto Famos (Meredith Michaels-Beerbaum) stammer fra Frederiksborg hoppelinjer.

Der er kun 2 oprindelige hingstelinjer tilbage i Frederiksborghesteavlen: Zarif og Regulus. En tredje linje var Pegasuslinje, hvis sidste hingst blev født i 1948. Tidligere var der også en linje fra trakehnerhingsten Manfred og længere tilbage, men ikke efter år 1900, eksisterede få linjer fra det originale kongelige stutteri, f.eks. Bæveren.

Zarif-linjen føres tilbage til ox-araberen Zarif, født 1840 i ”Ørkenen”.

Regulus-linjen føres tilbage til Mignon født 1690. Denne linje er identisk med Lipizzanerens Pluto-linje.

Det oprindelige grå gen overlevede længst på Bornholm, men det eksisterer ikke længere i avlen i dag. Farven er dog blevet genindført via Shagyaaraber hingsten Atraxerxes og oplever en renæssance i disse år, efter kåringen af en hingst, der udover at opnå høje karakterer ved eksteriørbedømmelse, også sprang 30 -dages testens 800 points grænse som den første frederiksborghingst nogen sinde og siden som bare 6- års har debuteret i dressur på M-niveau.